Rygterne svirrer - blandt andet om at Canon hiver et EOS 1Ds Mark IV kamera op af tasken her lige før Photokina.
Sikkert er det i hvert fald, at koncernen nu har udviklet en APS-H CMOS sensor (29.2 x 20.2 mm.) med en opløsning på intet mindre end 120 megapixel svarende til 13,280 x 9,184 pixels. Det skulle være den ind til nu højeste opløsning for en sensor af den størrelse.
Sammenlignet med den APS-H sensor på 16,1 megapixel, som tilfældigvis findes EOS 1S Mark IV - altså uden s-tilføjelsen, som betyder højere opløsning end standardmodellen - har den nye sensor en opløsning, der er 7,5x højere.
Imponerende nok skulle den nye sensor kunne præstere 9,5 billeder i sekundet, næsten lige så mange som de 10 billeder i sekundet, som EOS 1S Mark IV kan klare, og det skyldes en ny teknologi fra Canon som forbedrer ydelsen på det såkaldte read-out, altså sensorens evne til så at sige at sparke data videre i systemet.
På sensorsiden topper Canon for nærværende med en 36 x 24 full-frame sensor på 21 megapixel, som findes i EOS 1D Mark III og EOS 5D Mark II, og her er ydelsen for så vidt angår hastigheden beskedne 4-5 billeder i sekundet.
Hvorfor man så har valgt at udvikle en APS-H sensor med en forlængelsesfaktor på 1.3x i stedet for en full-frame sensor, ja det kan tiden kun vise.
Den nye sensor kan naturligvis også håndtere video i fuld HD kvalitet (1,920 x 1,080 pixels) og på stillbilledsiden skulle den betyde billeder med endnu større klarhed end tidligere.
Allerede tilbage i 2007 lykkedes det Canon at udvikle en sensor med en opløsning på 50 megapixel, og nu er man altså oppe på mere end det dobbelte. Endnu er der dog ikke nogen planer om at lancere kameramodeller med den nye sensor.