Canon udvider nu sin portefølje af filbaserede camcordere, nemlig med XF105 og XF100, der vil være klar til salg ved årsskiftet. De ligger i forlængelse af modellerne XF305 og XF300, der blev lanceret i forsommeren og som henvender sig til det professionelle segment samt broadcast-markedet.
XF105 og XF100 henvender sig til det semiprofessionelle segment og ikke mindst erhvervsmarkedet, hvor brugen af video til blandt andet web-TV er i markant vækst.
Selv om nyhederne placerer sig i et lidt lavere segment, er Canon dog ikke gået på kompromis med kvaliteten og ydeevnen. Der er nemlig tale om de hidtil mindste camcordere med fuld broadcast-kvalitet. XF105 og XF100 optager i MPEG-2 4:2:2 med 50 Mbps, hvilket er den standard, der defineres som ægte High Definition kvalitet til professionelt broadcast-brug.
XF105 og XCF100 henvender sig frem for alt til brugere med mangeartede behov lige fra dokumentar over corporate video til f.eks. bryllups- eller festoptagelser. Fleksibiliteten er så absolut sat i højsædet, og her spiller det kompakte design, der stort set kan hvile i en håndflade, en afgørende rolle.
Ganske som på de to andre familiemedlemmer i XF-serien er den primære forskel på XF105 og XF100, at XF105 er forsynet med diverse udgange, blandt andet HD-SDI, Timecode input/output samt Genlock, til studiebrug og synkronisering med andre enheder i en multikameraproduktion. Derudover er de tekniske specifikationer ens.
Mens XF300-modellerne har 3 sensorer, erder kun en enkelt af slagsen i de nye modeller, idet XF105 og XF100 er udstyret med en ny 1/3” 2.07 megapixel CMOS-sensor med en opløsning på 1920 x 1080, hvilket svarer til fuld HD-kapacitet. Ganske som i Canons 3 CMOS system er sensoren dog udstyret med et Bayer farvefilter med henblik på at give maksimal lysfølsomhed og dynamikområde.
Som på XF300 serien er der mulighed for at vælge mellem en række kreative optagemetoder såsom 1080/50i, 1080/25p, 720/50p og 720/25p. Der kan også vælges mellem flere forskellige bitrates samt Fast og Slow Motion optagelse, Interval optagelse (Time lapse) samt Frame optagelse, der anvendes til stop-motion animation.
Men der er endnu mere endnu - også funktioner, som ikke engang findes i XF300-serien. Blandt disse kan nævnes muligheden for infrarød optagelse, f.eks. når der skal filmes dyreliv om natten, samt ikke mindst 3D Shooting Assist, der via såkaldt OIS Axis Shift bruger lens-shift Image Stabilizer systemet til at justere to camcordere ind efter hinanden ved optagelse i 3D.
Tilbehørsprpducenterne plejer at være hurtige på aftrækkeren, og det har de også været i dette tilfælde, idet Red Rock Micro allerede er klar med en 3D-rig, når to XF100 eller XF105 camcordere skal benyttes side om side i en 3D-produktion.